Som hos mange andre yogier, var mødet med måtten som en kopernikansk vending. Derfra ændrede alt sig. I små skridt. Da jeg første gang stod på en yogamåtte i 2004 blev jeg bedt om at mærke indad. Jeg stod i et rum uden spejle. Den finesse med de manglende spejle gjorde, at den velkendte selvoptagethed og selvkritik blev sat midlertidigt på pause (sikke en lettelse), så jeg og de andre på deres måtter kunne lukke øjnene og mærke. Bare mærke kroppen frem for at betragte den. Herfra ændrede noget sig for altid. Yogaen arbejdede sig langsomt ind under huden på mig. Time for time. Åndedrag for åndedrag tog bevægemønsteret bolig i mig og ændrede noget centralt i mig.

Det er som om yoga skaber plads indeni. Plads til at rumme livet og til at være med det. De lange stræk, de dybe åndedrag og bevægelserne sætter os langsomt lidt mere fri fra fortidens lænker af skumle selvbilleder og kritiske indre røster. Det healer og afbalancerer en til tider utryg krop med sår og traumer. Sådan var det for mig og for mange mange andre yogier.

Yogaens bevægelser har potentialet til at forløse drama-drevne tanker og knuder af vrede, så livets variation af indtryk kan flyde mere frit indeni. Der skabes glæde og taknemmelighed og det løfter mit sind ind i et stille smukt rum. I begyndelsen var det kun for en stund. Men som tiden går bliver den stund trukket mere og mere ud.

I mit yogarum øver vi os på at slippe præstationerne og dramatankerne for i stedet at være og mærke. Uanset niveau og kropsbygning. Yogaen har plads til alle og giver mulighed for at forbinde dig med din krop, som den er. Finde taknemmelighed for din krop og alt den kan. Den er din og har brug for din kærlige opmærksomhed.

Ud over at være yogalærer, er jeg cand.mag. i psykologi og sundhedsvidenskab, mindfulness instruktør og stressspecialist. Jeg er 41 år, gift, har tre børn og en hund. Vi bor ved skoven og havet, så min tid væk fra arbejdet som yogalærer og stressbehandler går mest med at nyde naturen og min familie. Og kunst. Når der er tid til det, ynder jeg at gå på gallerier og museer for at suge fortællinger til mig. Kunsten taler i et nonverbalt sprog, ligesom yogaen gør. Den vækker sanserne og husker mig på, at livet er andet end den osteklokke, jeg til tider får gemt mig i.