Vi trækker vejret ca. 20.000 gange på en dag.
Man skulle mene, vi var gode til det, med den frekvens…
Jeg møder ugentligt mennesker, der trækker vejret overfladisk. Som ikke får bredt åndedrættet helt ud og ned i kroppen. Det har stor betydning for den almene sundhed og velvære. Og det har betydning for sindet, når åndedrættet ikke fordybes helt ind i sjælen.
Jeg opdager selv til tider at være spændt i maveregionen og trække vejret overfladisk.
I de situationer ved jeg, at mit sympatiske nervesystem har taget over. Der er noget, jeg frygter. Noget jeg holder vejret for. Noget jeg holder på for at holde fast. Måske i mig selv. For ikke at falde. Og gå i stykker.
Men frygten er ofte værre end faldet. Frygten destabiliserer min krop. Kroppens forsvar fungerer modsat i denne sammenhæng. Hormoner tænkt til hjælp er desværre med til at bremse og skade mig. Ligesom frygten låser mit sind. Uanset hvad der hvirvler af tanker om, hvorledes frygten har ret, så vil det i sidste ende være sundere og mere stabiliserende at give slip. Giv slip på de tanker for en stund. Få sluppet i maven og fordybet åndedrættet. På denne måde beroliges mit indre system langsomt, så jeg styrkes i min evne til eventuelt at håndtere det, jeg frygter. I stedet for bare at være frygtsom og anspændt.
Så jeg vil trække vejret. Lige nu. Dybt. Dybere endnu. Trække luften langsomt ind gennem næsen og mærke den brede sig ned i de mindste afkroge af mine lunger. Mærke maven udvide sig. Tillade den at hænge blødt.
Jeg vil åbne mig for, hvad der er på spil i maven. I kroppen. Hvad rør sig egentlig i mig? Hvad holder jeg fast på og holder nede? Tør jeg gå på opdagelse i det, der begynder at slippe?
Træk vejret. Lige nu. Dybere. Og dybere.
Ånd den ånd ind, der er til din rådighed.
Ånd den ånd ud, der bærer alt det med, som du ikke behøver holde mere på, for nu.
Ånd ind.
Ånd ud.
Gentag det 6 gange.
Og så bare sid. Mærk de små dønninger.
Giv dig plads til at mærke. Giv dig tid til at ånde.
Namasté