Jeg har en følgesvend. En slags stok, jeg vandrer rundt med dagen lang. Ind imellem lægger jeg stokken fra mig, – så hænger den på ryggen i et hylster, som pile gjorde i gamle dage. Det betyder, at den som sådan ikke fylder dagen igennem, heldigvis. Men den er der. Det er som om, jeg pludselig bliver halt og så vupti, dér var stokken. Og så vandrer jeg halt og med stok.
Stokken er angst.
Angst er sjældent logisk. Det er en sirene, der tændes for, ligesom når en politibil tænder sin sirene og trykker speederen i bund. Kroppen skruer helt op for alarmberedskabet og sætter fornuften ud af spil. Det er rene katastrofetanker og derfor ren overlevelse.
Det er hårdt.
Hjertet slår så hurtigt, at det næsten føles som om det hopper ud af kroppen. Alt dirrer på mig. Blodet bruser og hovedet koger. Lige om lidt ekspanderer min krop sig selv. Den eksploderer måske… jeg kan ikke rumme det, kan ikke være i det eller mig selv!
Min stok hænger på min ryg. Det gør min yogamåtte også. Den måtte har reddet mit liv. Jeg har den med mig hver dag. Hver dag spreder jeg den ud og folder min krop ud. Skaber indre plads og rummelighed til at være med livet og alt det, livet tilbyder mig. Jeg breder mine hænder ud over jorden og har en fornemmelse af at gribe til jorden som en frø. Mine hænder folder sig ud og griber til jorden for at forbinde mig med noget, der holder mig nede og holder mig fast. Jeg har brug for at forbindes med noget større end mig selv. Når kontakten er etableret er det som om en livsenergi strømmer op fra jorden og ind i kroppen på mig og med åndedrættet puster jeg liv ind i mine celler. Varme og blødhed spreder sig til alle de områder, der rummer spændinger og holdthed. Dér, hvor angsten tager bolig. Dér ånder jeg livsluften ind og lader den fylde mig. Den bløder langsomt mit indre op, så angsten kan slippes for en stund. Sive ud med åndedrættet og give mig lov til bare at være…
Bevægelse, berøring og åndedræt heler en traumatiseret krop og sjæl (Bessel van der Kolk). Ikke flere tanker eller refleksioner over hvorfor eller dengang… ikke flere kloge ord. Kun intelligent bevægelse og stilhed. Bare for en stund.
Den næste stund er det meditative rum. Det sted, hvor det kun er åndedrættet, der bevæger sig og bevæger mig. Det sted, hvor jeg øver mig i at møde mig selv face on. Og være med mig. Hele mig. Også med min angst. Jeg sidder med den og opdager at maven måske stadig spænder lidt. Just let it go, Nina. Giv slip på maven, giv slip i kæben og lad livsluften bære det ud af dig. Just let it go. Du må godt give slip…
Og opdage, at du er helt okay, som du er. Med din stok og haltende gang.
— — —
Nu til dags mere end nogensinde før kan vi spejle os i andre. Vi kan foranlediges til at tro, at alle andre har det nemt og overkommer alle udfordringer let og uden mén. At alle har nemt ved at sige nej til chokolade og ja til hård bevægelse. At deres børn altid er sukkersøde og gør præcis som mor og far beder dem om. At deres indre liv altid er i harmoni og deres parforhold døgnet rundt er lyserødt og lækkert. At arbejdet er motiverende og interessant til alle tider.
Mon dog.
For nogle er tilværelsen mere ligetil og let. Vi har forskellige historier og biologi (heldigvis). Vi har forskellige sjæle. Derfor er vi alle værdige og kan bidrage med hver vores. De mørke og melankolske sjæle kan ofte spejle sig i hinanden. Måske kan du bidrage med din fortælling om vandring i mørket? Måske kan vi tage hinanden i hånden i mørket, så vi ikke er så alene…?
Jeg er ikke er perfekt, mine børn er ikke perfekte (kun i mine øjne). Jeg kæmper – ofte, og har et kit, jeg følger, så min sjæl kan være i min krop.
Så hvorfor viser jeg ikke det? Når jeg nu kan se, at jeg taler ind i mine kære yogier og stressramte i den ærlighed. Deres skuldre falder ned. Deres mave hænger blødt og de er i deres kroppe. Sådan rigtigt, er til stede. Fordi jeg har fjernet bullshit filteret. Facebook / instagram filteret. Og taler om det, der virkelig rør sig.
Der er, som det er. Jeg har en stok med mig. Jeg halter. Men jeg lever og jeg elsker det!
Og når jeg bruger mit kit, slår min måtte ud og folder min krop ud i bevægelsens rum og sætter mig i det meditative rum, så skaber jeg et fundament som er stærkt nok til at bære min sjæls tyngde.
Jeg går ud i livet og lader mig inspirere. Når jeg betræder de danske museers klinker, er det som om historierne siver fra malerierne. Menneskets livshistorie. Historier om angst og nederlag. Om spirende håb og mod og om kærlighed. Til livet generelt. Et menneske har formuleret noget til mine sanser. Til at vække kroppen og stilne sindet. Jeg tager det ind og lader det bevæge mig. Bevæge mig væk fra tankernes tyranni og ned i kroppens smukke og healende sprog. Lyt Nina og lad det folde sig ud.
For i samme bevægelse folder angsten sig sammen og hænger igen på ryggen. Uden at fylde og fange mig.
Og jeg føler mig fri.
For en stund.
Hvad er dit kit?
